Rågeregulering i Riis Skov

Rågeregulering i Riis Skov

I går havde jeg mit hold af Outdoor Ranger LITE med til Riis Skov for at regulere råger for kommunen.

Råger er en sort kragefugl, som yngler i kolonier, med op til flere hundrede par, og sådan en koloni kan være meget generende at bo ved siden af, så derfor kan ejeren af jorden søge om tilladelse til at regulere ungerne, når de kommer ud af rederne for at gå i luften.

Det lyder måske barskt, og folk spørger også engang imellem, hvorfor man ikke skyder de gamle i stedet for... men så ville ungerne jo dø af sult i rederne, og det er da endnu værre! Til gengæld er rågekød yderst delikat, og går sig særlig godt i en god gryderet... det kan være vi poster en opskrift senere :)

Så hvordan foregår Rågeregulering?

Ja lovmæssigt er der selvfølgelig nogle krav man skal følge, og når det så er i en kommunal skov i Aarhus, med en masse besøgende hver dag, så skal man lige være lidt mere påpasselig.

Vi havde taget en halvautomatisk salonriffel med kaliber .22LR med et god kikkertsigte, så fuglene helt oppe i trækronerne var nemme at ramme uden at gøre skade på andet omkring dem. Ved skudafgivelse skal man selvfølgelig være opmærksom på vinklen i tilfælde af, at man rammer forbi målet, da kuglen jo vil fortsætte på den anden side og lande et uhensigtsmæssigt sted i byen. Derfor skyder man altid så lodret som muligt, da kuglen så vil lande i nærheden og forhåbentlig blive bremset af en masse trækroner på vejen.