Rejser og studieture

På Kalø Højskole skal alle elever deltage i en af højskolens tre studierejser. Rejserne foregår samtidigt, og du skal derfor vælge én af de tre rejser, som du ønsker at deltage i. Rejseugen altid en helt særlig tid, hvor vi kommer tættere på hinanden og deler nogle fantastiske oplevelser.

Du skal vælge én af nedenstående tre rejser:

Alene i Vildmarken i Norge
Vores Alene i Vildmarken tur er den ultimative friluftsudfordring og en kæmpe oplevelse. Sammen rejser vi til Norges ødemark, hvor du skal klare dig en uge på egen hånd. Slå lejr, lav bål og find og fang din egen mad.

Bare rolig – vi forbereder dig selvfølgelig på det hele. Op til rejsen deltager du i vores workshopforløb, hvor du får mulighed for at lære af de bedste. Den primære underviser er Jon Lindberg, der selv har vundet første sæson af tv-programmet Alene i Vildmarken efter mere end 40(!) dage på egen hånd.

Når vi henter dig træt og sulten efter en uge på egen hånd, slutter vi selvfølgelig hele forløbet af med en fælles vildmarksmiddag på basen i Norge!

Friluftsrejse til Tjekkiet
Oplev Tjekkiets fantastiske vilde natur med nationalparker, store skove, bjerge og betagende udsigter. Fra vores base i Krokonose Nationalpark skal vi udforske området omkring os og have en masse fede friluftsoplevelser. Vi skal køre mountainbike, klatre på klipper, zipline og rapelle fra klipper og dæmninger. Kom med på vandreture i det Bøhmiske Paradis og oplev de spektakulære klippeformationer. Og prøv kræfter med en toptur til områdets højeste bjerg, hvor vi overnatter i bjergene undervejs.

Under hele rejsen har vi base en hyggelig traditionel tjekkisk bjerghytte, hvorfra vi tager på ture og opdagelse i området. Her står aftenener på hygge, spil, turplanlægning, saunature, sjov og samvær.

Alle kan deltage i rejsen uanset forudsætninger.

Storbyrejse til Berlin
Oplev nye sider af Berlin med al dens storbycharme, energi, højkultur og subkultur. Undervejs på rejsen får du mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter – og opleve både de klassiske seværdigheder og museer - og de mere ukendte sider af byen.

Vi bor på hotel under hele opholdet, og der vil både være mulighed for at deltage i mange forskellige aktiviteter, som vi har planlagt sammen på forhånd – og tid på egen hånd til kultur, shopping, Döner og Bier vom Fass!



Ekstra rejsetilbud

Udover de faste rejser, er der tilbud om en ekstra rejse i slutningen af efterårsopholdet. Det er en frivillig friluftsrejse, som du kan tilvælge, hvis du har lyst. Mange elever bruger rejsen som en dejlig social afslutning på højskoleopholdet, inden næste kapitel venter efter højskolen.

 

Vinterfjeld i Norge
Oplev Norges barske fjeldnatur med sne på! Spænd skiene, find striktrøjen frem og kom med på en uforglemmelig friluftstur, hvor vi opdager fjeldet på fjeldski og med snesko. Undervejs skal vi både bygge og overnatte i snehuler, slå lejr og lave mad i kulden og opleve den frostklare nattehimmel med stjerner og nordlys.

Vi har base i en fjeldhytte, hvorfra vi tager på opdagelse og overnatningsture. Alle kan være med uanset fysisk formåen og friluftserfaring. Vi hjælper hinanden, og fællesskabet er vores vigtigste fokus!

Næste vinterfjeldstur ligger fra fredag den 3/1 til torsdag den 9/1 2025.